Roskilde Dyrskue går ”benhårdt” efter at afholde arrangement

Formanden for Roskilde Dyrskue er positivt stemt overfor Danmarks største land møder by-arrangement på dyrskuepladsen i Roskilde.

Efter forrige sommers publikumsrekord efterfulgt af corona-aflysning i 2020 tror formand for Roskilde Dyrskue Povl Fritzner på, at der bliver afviklet dyrskue igen i 2021:

- Jeg  tror på, at der bliver dyrskue i år, og vi går benhårdt efter at det skal lykkes, siger han.

Han er klar over, at situationen er uvis, og at en del af beslutningen er ude af hans og dyrskuets hænder. Hvornår slår vaccinerne igennem, bliver det muligt at teste på stedet, bliver forsamlingsforbuddet hævet. Alle de ting er variabler, som man ikke har kontrol over.

- Vi vil godt vise, at vi mener, at det vil være forsvarligt at gennemføre, men det er ikke os, der afgør det i sidste ende. Det er vi fuldt ud klar over, siger Povl Fritzner.

Men Roskilde Dyrskue har en forpligtelse til at gennemføre, mener formanden.

- Vi holder jo dyrskue for at vise, hvad det er for et landbrug vi har i Danmark. Vi skylder hinanden og byboerne at vise, hvad vi står for. At mødes og se hinanden i øjnene og skabe en følelse at fælles fodslag, siger han.

Men hvordan vil situationen være, hvis antallet af gæster af den ene eller anden grund bliver lavere end sidste dyrskue, hvor der var publikumsrekord?

- Vi kan godt leve med lidt færre mennesker i år. Og vi indretter os selvfølgelig efter det. Men nu skal Danmark også videre. Og jeg glæder mig over, at fødevareministeren allerede har meldt os sin ankomst til Roskilde Dyrskue, hvis forholdene tillader det, selvfølgelig, slutter formand Povl Fritzner.

 

 Udtalelser fra dr.dk og Effektivt Landbrug.