Tag eleverne med på Roskilde Dyrskue fredag d. 29. maj 2026
Roskilde Dyrskue er Danmarks største dyrskue med en lang historie bag sig. Dyrskuet sikrer mødet mellem land og by og bygger på faglighed, formidling og folkelighed.
Dyrskuet er en dejlig dag for både elever og lærere, og kan bruges som en god afslutning på et stort projekt eller en hyggelig sommeraktivitet.
Dyrskuepladsen fylder det, der svarer til godt 62 fodboldbaner. Så sæt hele dagen af og giv jer god tid til at komme rundt.
Hvad kan I opleve?
Der er masser at fordybe sig i og blive klogere på. Underholdning og læring kan kombineres på dyrskuets fire Gårdspladser, hvor der er mulighed for at komme helt tæt på forskellige emner såsom malkekvæg, kødkvæg, maskiner, grise og høns. For de mindste vil et besøg hos 4H også byde på en stor oplevelse med en masse aktiviteter.
På gårdspladserne står elever fra landbrugsfaglige uddannelser klar til at fortælle om deres fag, fra børnescenen formidler Zoologisk Have med fokus på naturvidenskab og husdyr for skoleklasser og landmænd står klar til at svare på spørgsmål i bl.a. grisestalden.
Der er også en udstilling af landbrugets udvikling igennem de sidste 100 år.
TILMELD SKOLEKLASSE