Julemærkehjemmene på Roskilde Dyrskue

For 3. år i træk samles pant til fordel for udsatte børn i Danmark og Julemærkehjemmene på Roskilde Dyrskue. Pantindsamlingen sker i et samarbejde mellem Julemærkefonden og Dansk Retursystem.

Du støtter Julemærkehjemmene når du lægger din pant i én af de mange bokse, der er opstillet overalt på Dyrskuepladsen – de er lette af få øje på, og hvis du ikke lige kan finde en, er du meget velkommen til at spørge en af de frivillige fra Julemærkefonden, der står for at samle pant alle tre dage.
”For Julemærkefonden er pantindsamlingen på Roskilde Dyrskue en unik mulighed for at gøre Julemærkehjemmene synlige og for at tale med rigtig mange mennesker. Gæsterne på Dyrskuet tager godt imod os og vil gerne donere deres pant til os. Det er tre dejlige dage, der resulterer i et pænt støttebeløb, der bidrager til vores hjælpearbejde til gavn for udsatte børn i Danmark”, siger Bente Duusgaard, projektleder i Julemærkefonden.

Fakta:
- Der er fem Julemærkehjem
- Hvert år får ca. 1000 børn i alderen 7-14 år et ophold og hjælp til en frisk start
- Et ophold varer 10 uger
- Prisen for et barns ophold er 68.000 kr. og det er gratis for familien og hjemkommunen
- Børnene kæmper med ensomhed, mobning og lavt selvværd – og mange har også problemer med overvægt.
- Julemærkehjemmene har eksisteret siden 1912