Udstil malkekvæg på Roskilde Dyrskue: Møde 7. december

Malkekvægsudstillingen på Roskilde Dyrskue fortæller en god og vigtig historie, som du kan være en del af. Deltag i Kvægmødet, hvor vi udvikler udstillingen og planlægger rammerne. Alle er velkomne

I Malkestalden på Roskilde Dyrskue kan publikum se, lugte, høre og røre ved dansk malkekvæg og blive lidt klogere på dansk landbrug. Mødet med dyrene og landmændene er medvirkende til at ændre publikums forståelse for dansk landbrug  i en positiv retning. Det viser gæsteundersøgelser som Roskilde Dyrskue har foretaget. Derfor er det ikke kun sjov og ballade, når de mange mælkeproducenter udstiller deres dyr på Roskilde Dyrskue  -  udstillingen har betydning for forbrugernes indstilling. 

Roskilde Dyrskue indkalder alle med interesse i malkekvæg til et opstartende møde om Malkekvægsudstillingen i 2017. På mødet evalueres det forgangne dyrskue, og der tegnes streger til det kommende. 

Første gang?
Kvægmødet er en god anledning til at snuse til det at være malkekvægsudstiller: På mødet kan nye udstillere møde de garvede og høre mere om det forberedende arbejde op til udstillingen og få indblik i den kultur, som Malkekvægsudstillingen bærer videre:  ”Det er sjovt at udstille sine dyr på Roskilde Dyrskue. Man er en del af et stærkt fællesskab. Og selvom vi spiser fælles morgenmad i stalden, så er vi konkurrenter ude på bedømmelsesbanen. Lørdag aften holder vi en fest, hvor vi alle spiser sammen og fejrer vinderne ”, fortæller Johnny Nielsen, der er formand for Roskilde Dyrskues kvægudstillingsudvalg og selv udstiller malkekøer på Roskilde Dyrskue.  Han uddyber: " På mødet evaluerer vi sammen udstillingen og lytter til udstillernes oplevelser, så vi kan udvikle udstillingen og gøre oplevelsen for udstillerne endnu bedre i 2017".
Malkekvægsudstillingen skal være i fortsat udvikling for at tiltrække mange og gode dyr, så konkurrenceelementet fortsat er i top. Og så skal udstillingen fastholdes som en interessant aktivitet for publikum. Formidlingen er i fokus og derfor vil Roskilde Dyrskues eventkoordinator, Rikke Neuenschwander, fortælle mere om formidlingsdelen under mødet. 
Alle malkekvægsudstillere, ægtefæller, familie og medarbejdere er velkommen til at deltage på mødet.

Tid og Sted:
Onsdag den 7. december kl. 19.00 – 21.30. Mødet afholdes af Roskilde Dyrskue hos Landbocenteret Gefion, Fulbyvej 15, 4180 Sorø.   Mødedeltagere tilbydes sandwich fra kl. 18.45 – 19.15 samt gløgg og æbleskiver. Tilmelding til mødet på tlf. 46 74 06 20 eller mail hlb@roskildedyrskue.dk med oplysning om antal deltagere senest den 2. december.