Roskilde Dyrskue melder alt klar til 3 festlige dage med danske landbrug

1.800 dyr, en fyldt maskinudstilling, lokale fødevarer og en masse børneoplevelser venter gæsterne til Roskilde Dyrskue 2017, 26. -28. maj.

Roskilde Dyrskue er mødestedet for land og by. Her samles de bedste dyr, de nyeste maskiner og en masse spændende fødevarer i festlige rammer, så gæsterne kan gå på opdagelse i dansk landbrug.

Ministerens åbning
Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen åbner Roskilde Dyrskue fredag kl. 11.30.  Ved åbningen i Ring 1 taler også Roskilde borgmester Joy Mogensen, samt Roskilde Dyrskues formand Povl Fritzner.  ”Vi er meget glade for at Esben Lunde Larsen vil tale ved dyrskuets åbning. Roskilde Dyrskue er som Danmarks største dyrskue en væsentlig skueplads for dansk landbrug, for her kan vi vise, hvad vi laver og få lejlighed for at tale med de mange, der har interesse for dansk landbrug”, fortæller Povl Fritzner og fortsætter: ”Vi har afholdt dyrskue på Dyrskuepladsen i Roskilde siden 1969, så dyrskuet er jo fyldt med traditioner – dem har vi ikke pillet ved. Men dyrskuet udvikles hele tiden – og jeg er stolt over atter at kunne præsentere et dyrskue med så mange oplevelser”.

Masser af dyr og maskiner
1.800 dyr mødes på Danmarks største dyrskue. Mange af dyrene konkurrerer i bedømmelser, hvor professionelle dommere vurderer dyrene. I år kan publikum også give deres besyv med i bedømmelsen i sms-afstemninger.
Maskin-udstillingen er udvidet med 3.500 kvadratmeter og kan melde alt udsolgt. 475 udstillere viser landbrugs- og entreprenørmaskiner, rideudstyr, alternative energikilder og meget andet der angår dansk landbrug.

Dyrskue i børnehøjde
Der er mange oplevelser for børnene på Roskilde Dyrskue. De kan bage brød, se en høne blive dissekeret på zoo-scenen, lege i en stor halm-labyrint, ride på pony, skyde med laser eller bue og pil, se kaninhop…og meget mere.
Vi har samlet mange af børneaktiviteterne på tre ”Gårdspladser”, der har hver deres emne: Maskiner, Kødkvæg samt en Gårdsplads, der har fokus på høns og grise.
De mange dyr kan besøges og klappes i staldene, hvor man kan blive klogere på malkekvæg, får, heste, geder, kaniner og høns.

Lav selv dit program
Programmet er nu offentliggjort på www.roskildedyrskue.dk. Her kan man sammensætte sit eget program, så man ikke går glip af de aktiviteter, der matcher ens interesser.