500 heste gæster Roskilde Dyrskue

500 heste samles på Roskilde Dyrskue til bedømmelser og Det Store Hesteshow. Men der er også mange andre hestekræfter på Dyrskuepladsen.

Dyrskuepladsen vil i år genlyde af hovslag og vrinsk, når 500 heste og deres ejere samles. I år er 296 heste tilmeldt de mange bedømmelser og 200 showheste er klar til at optræde i de tre dage, hvor Roskilde Dyrskue finder sted. Hestene er fordelt på 29 racer; fra de helst store racer som Shire og Tinker til de helt små Miniature heste.
Fredag morgen begynder bedømmelserne af hestene – der over weekenden kulminerer med udpegning af sjællandspræmien og ærespræmien. Følg også med i gangartsbedømmelserne samt konkurrencen om skuets bedste hest

Det Store Hesteshow
I den store ring viser 200 showheste de forskellige racers fortrin og særlige kundskaber i et flot koreograferet show. Her kan opleves kørsel, western, dressur – snart sagt alle de måder, en hest kan bruges på.
Showet gæstes i år af franske Celine Gonzales, der viser sine veldresserede heste frem i ringen.

Stort Ryttermarked
Gå på indkøb i Roskilde Dyrskues Ryttermarked, hvor du finder alt indenfor staldinventar, hegn, foder, strøelse og naturligvis rideudstyr. I Maskinudstillingen  er der bland andet heste-trailer, og maskiner, der kan hjælpe til i stald og på mark.

Ny race på Dyrskuepladsen
I år kan publikum for første gang opleve racen Clydesdale, der er en af de tunge hesteracer. Clydesdale er en svær trækhest, der stammer Skotland og har normalt et stang mål på mere end 170 cm. Den stærke trækhest blev brugt i landbruget og var udbredt i Skotland i starten af 1900-tallet. Efter mekaniseringen af landbruget faldt antallet dog stødt og i dag bruges hesten fortrinsvis til kørsel.

Flere hestekræfter
Er du til hestekræfter der larmer, så kig med når der hver dag er Traktortræk, hvor toptunede traktorer kæmper om hvem, der kan trække det tungeste læs. Også i maskinudstillingen er der masser af hestekræfter. Skuets største er nok Fendt 1050, der med sine 500 heste må siges at høre til blandt de tunge racer.